Om Bjergkæden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Bjergkæden er en specialforretning med fokus på udstyr til friluftsliv, fritid, rejser og andre eventyr.
I april 1999 åbnede butikken i små, men hyggelige lokaler i Vestergade i Køge. Det var en drøm der gik i opfyldelse for os, ægteparret Mette og Henrik Hansen. Henrik havde arbejdet i butik i mange år, og efter at vi havde rejst og dyrket friluftsaktiviteter såsom kajakroning, vandring, mountainbiking, skiløb og klatring, var det fantastisk at vi nu kunne kombinere fritid med arbejde.
Helt fra starten af, har det været vores mål at skabe en butik, hvor man kan mere end blot købe udstyr. Vi vil gøre det til en oplevelse at besøge vores butik. Oplevelsen består blandt andet i en personlig og kompetent betjening. Vi syntes, det er vigtigt, at vi som specialforretning er gode til at råde og vejlede vores kunder. Ofte sælger vi udstyr, som er afgørende for om kundens tur bliver en succes eller ej. Vi sætter den enkelte kundes behov i fokus og giver en individuel vejledning. Hos os behøver du ikke være bjergbestiger for at være kunde, vi hjælper alle uanset hvad deres behov måtte være.
Derudover kan vi tilbyde en række aktiviteter, kurser, foredrag og arrangementer. Hvis du altid vil være orienteret om hvad der sker i Bjergkæden, kan du tilmelde dig vores kundeklub, læs meget mere her
Efter at have ligget i nr. 10 i næsten 6 år var pladsen ved at være noget trang. Sortimentet var blevet udvidet og vi ville gerne kunne tilbyde vores kunder mere pladskrævende produkter, såsom havkajakker og telte i sommersæsonen og ski i vintersæson. Til vores held blev butikken i Vestergade 41 ledig, og vi flyttede ind i februar 2005. Udover at have fået dobbelt så meget salgsareal, fik vi også mere udenoms areal med plads til udstilling af kajakker og telte, samt parkering foran døren. Senere samme år kom Ulrich Petersen til butikken, som vores faste fuldtidsmedarbejder. Ulrich er en rigtig friluftsnørd, som ved alt om udstyr, især telte og rygsække, som er hans lidenskab. Ulrich er altid parat med et smil, et par gode råd og en snak. I foråret 2009 fik vi endnu et fast medlem i vores team, da Allan som er cykelrytter, løber og kajakroer blev ansat. Allan ved alt om cykling og er noget nær specialist i kajakroning. Vil du have en snak om træning, så er han manden at gå til.
Butikken er i løbende udvikling og vi arbejder konstant på at lave nye tiltag, der kan gøre Bjergkæden mere attraktiv for vores kunder. Vi håber at kunne byde dig velkommen i vores butik, den fysiske eller den på nettet.
På gensyn!
|
|
|
|
|
|
|